Rosenvænget

Rosenvænget på Østerbro - som omgrænses af Strandboulevarden, Ndr. Frihavnsgade, Odensegade, Saabysgade, og Næstvedgade - er Danmarks ældste Villakvarter.

Der er tale om en uniq enklave, ikke kun for de relativ få beboere, men for hele Østerbros population. Kvarteret blev grundlagt i 1860´erne, hvor en række kulturpersonligheder med succes, men også den tids velhavere, fx. Wiliam Wain oprindeligt fra Manchester, der allierede sig med Carl Chr. Burmeister med motor- og skibsbygning på Refshaleøen, Vejviserudgiver Thorvald Krak, hvis produkter lå i enhver bil før GPS'en fik sit indtog, Krigsminister Frederik Christian Good, der ledede opbygningen af Dybbølstillingen før det gik galt i 1864, og Juraprofessor A.F. Krieger, der var National Liberal, og som med god grund fightede Estrups provisoriske regering, opførte og/eller købte hver deres villa.

Opførelsen af Villaerne skete med usvigelige sikkerhed på en måde, som bare var vidt forskellig fra de andres. Det hjalp den tids store aktitekter J.D. Herholdt, Hovedbanegården og Nationalbanken, begge nedrevet nu, G.F Hetsch, den katolske kirke i Bredgade, Vilhelm Dahlerup, som opførte det Kgl. Teater og Hotel d´Angleterre, og Ferdinand Meldahl, der fuldførte opførelsen af Marmorkirken. Meget senere kom Professor Kaj Gottlob til, der bl.a. har glædet Amagerfolket med Knippelsbro, og i hvis hus der fortsat drives arkitektvirksomhed.

Efter århundredeskiftet, hvor de gamle grundere døde, blev "klientellet" i Rosenvænget mere delt op i arvinger fra de gamle grundere, privatpersoner, som så sit snit til at bo i Rosenvænget, og så liberale erhverv som læger, advokater, Rådgivende Ingeniører og Skoler og Organisationer, som fx Præsteforeningen, Koda plus Officersorganisationen HOA, samt områdets to Daginstitutioner. Derfor fylder perioden efter 1930, når det drejer sig om kulturpersonligheder og åndelige frembringelser ikke meget, men der er stadig meget kendte kunstmalere og politikere, som enten virker, bor eller færdes i kvarteret, og det skal de have fred til.

Der er nu gået ca. 130 år siden
HC Andersen i sine sidste år boede i Melchiors Villa på Gl. Kalkbrænderivej og vandrede Rosenvænget tyndt i jagten på en gratis middag, primært med succes hos Johanne Luise Heiberg, der var sin tids absolut førende skuespillerinde på det Kongelige Teater, og som havde udsigten til Øresund fra den østligste Villa i kvarteret, og så hos Konferensråd og Kriminaldommer Drewsen, men navnligt hos Drewsens kone, der er meget eksponeret i H.C. Andersens dagbøger fra perioden i "Roligheden". Nogen var hånlige overfor H.C. Andersens jagt på selskab, men på de fleste virkede han som en magnet, arbejdere som godsejere, men navnligt på børn, som plagede ham med oplæsning eller citater. Dengang besøgte beboerne hinanden på kryds og tværs og dukkede ofte uanmeldt op hos hinanden, navnligt hvis man ud af øjenkrogen kunne se, at den gamle digter var på besøg hos en nabo.

Terpentinduften fra de mange kunstmalere, fx.
Constantin Hansen, C.F. Ågård, Holger Drachmann, der havde lejet atelier hos C.F. Ågård, Wilhelm Marstrand, Lorentz Frølich, der var storillustrator til H.C. Andersens digte, f.eks. "den lille havfrue" og "pigen med svovlstikkerne", Janus la Cour, P.C. Skovgaard og sønnerne Joakim (Viborg Domkirke og Bryllupssalen på Københavns Rådhus) og Niels Skovgard, som havde pensler, palette og stafeli fremme i de nye Villaer i Rosenvænget, er nu næsten - men ikke helt - forsvundet, da også Grafittikunstenhar sin renæsance i ny og næ hos de få som har plankeværke og så det ud med malerspanden. Der blev også lavet billedhuggeri, broncestøbning af springvand og personer samt mosaikkunst, herunder de mangefarvede glasmosaikker og altertavler til kirker, som ses rundt i Danmark.

De to mest berømte marinemalere boede der også, og tæt på Øresund, hvor Brigge, Fregatter, Skonnerter og Barkasser sejlede fordi
for enden af Rosenvænget, men også nogen af de motordrevne skibe som Carl Chr. Wain og Burmeister stod for, og det var før Strandboulevarden og Frihavnen - med styret sand- og stenlægning og godt pælefunderet - kom til, og trak tæppet ned for havudsigten.

Kunstnernes ægtefæller og døtre, fx Georgia Marie Louise Schouw, P.C. Skovgaards ægtefælle, datteren Suzette Holten, Elise Konstantin Hansen, der blev kendt for marinemalerier og dyrestudier, og Edma Frølich Stage var særdeles habile kunstnere, med kunstbroderier, keramik i den såkaldte "japanistiske stil", mosaikker og malerier. Kvinderne fra Rosenvænget var også via et stærkt netværk beskæftiget med kvindepolitik, det vil dengang sige; retten til uddannelse, ligestilling og beskæftigelse. Kvinders valgret var ikke i spil endnu. Den kom først i 1908 til de kommunale råd, ledsaget af Thorvald Staunings lidet passende bemærkning om "de separatistiske tilbøjeligheder". Suzette Holten var med til at stifte "Den Frie udstilling", hvor hun sammen med bl.a. J.F. Willumsen, Vilhelm Hammershøj og P.S. Krøyer, søgte at bryde Charlottenborgs monopol på den censurerede forårsudstilling. Den Fries udstillingslokale ved Østerport station blev iøvrigt tegnet af hendes broder Joakim Skovgaards gode ven, arkitekt Thorvald Bindesbøll, hvor der i det 3. udstillingsår afholdtes udstilling med Paul Gauguin og Vincent Van Gogh, men mon ikke de herrer nok lige var passeret igennem Charlottenborgs kritiske blik, Den frie eller ej. Suzette Holten blev også "forkvinde" for den mest betydende afdeling af "Kvindernes Udstilling" i 1895, hvor Emma Gad var vicepræsident. Søsteren til den senere så berygtede Alberti var kasserer, da Emma Gad ikke ville befatte sig med pengesager, hvad i dag er ganske morsomt at tænke på. På trods af latterliggørelse i pressen trak udstillingen 80.000 tilskuere, og med et overskud på kr. 13.000. Man må sige, at nogen af de fruer og piger som boede eller voksede op i Rosenvænget, var stærke kvinder, og det er de fortsat den dag i dag !

Også Komponister boede i Rosenvænget, fx. J.P.E Hartmann; Balletterne "Valkyrien og Trymskviden" og den mere romatisk prægede sang "I sne står urt og busk i skjul" med tekst af B.S.Ingemann. Mon ikke han har haft Rosenvængets haver, "giv tid, giv tid" og de "frosne ruder" i Villaerne i tankerne ved vintertide, da han komponerede sangen ? J.P.E. Hartmann var tilsyneladende ikke en særlig velhaver, da han i et brev gengivet i en bibliografi, beklagede sig højlydt over udgiften ved at bo i Rosenvænget, der i følge brevet blev påduttet ham af Arkitekt Ferdinand Meldahl, og hvor han ydermere ville tabe penge ved salg, hvilket i følge ham havde forstyrret hans evne til at komponere i 5 år. Han savnede sin billige lejlighed i Lille Strandstræde, men sad i saksen i Rosenvænget. Desværre for ham blev KODA, komponisternes kamporganisation baseret på Bernerkonventionen og Ophavsretslovens værkshøjdebeskyttelse, først stiftet i 1926, ligesom de elektroniske medier kom til noget senere, herunder statsradiofonien i 1926, og det var godt nok for sent for Hartmann, der afgik ved døden i år 1900. Koda holdt iøvrigt til i Rosenvænget i en årrække, hvor komponisternes interesser i stigende omfang blev konverteret til kontanter ved offentlig fremførelse. "Værkshøjde" er synonym med Rosenvænget, så det var ikke en upassende placering Koda dér havde, iøvrigt i en tidligere pigeskole med en efter sigende meget streng disciplin.

De fleste af de nu gamle villaer står der fortsat, nogle bliver restaureret løbende, men gør de ikke - så løber de ingen steder. De er bygget af brændte mursten med tutfuger, vinduer af kernetræ fra eg, og de fleste med skifertag, så Villaerne kan stå ude om natten. To af Villaerne er fredet, Skovgaards Villa tegnet af Herholdt, og C.F. Ågaards anden Villa, tegnet af Meldahl.

Nogen af Villaerne har 150 års jubilæum i 2010, og blev således bygget umiddelbart før Abraham Lincoln afgav præsidenteden i Washington, afskaffede slaveriet i forbindelse med Borgerkrigen og således banede vejen for at Barack Obama kunne afgive præsidenteden samme sted den 20. januar 2009 og med en solid afroamerikansk hånd på Abraham Lincolns gamle bibel :-)

Villaerne blev også bygget 6 år før den
danske prinsesse Dagmar blev forlovet med den senere Zar Alexander den 3, hvis søn Nicolai den 2. lukkede leddet for Zardømmet i Rusland i forbindelse med Vladimir Lenins ankomst med tog gennem Sverige til Petrograd i 1917, og nu hvor vi er i gang, blev Villaerne bygget 16 år før at General Armstrong Custer - med dødelige udgang - fik klø af Cheyennerne Sitting Bull og Crazy Horse ved Little Big Horn. Hans afslutning er glimrende visualiseret af Dustin Hofman i "A good day to die". I 1860, hvor de første villaer stod klar, blev Lægen Niels Finsen født, men det var nu en fødsel en stor del af kvarterets bygherrer gerne havde været foruden, hvis krystalkuglen nogen sinde var blevet opfundet.

Haverne i Rosenvænget er for det meste de samme som dengang, vidt forskellige, med store træer fra fordums tid, flere er sjældne og importeret fra fjerne kontinenter, og med syrenbuske ved forårstide og anden høj og uforudsigelig vegation, yderst provokatorisk hængende ud over hække og plankeværker, til den i 2006 af beboerne nyrenoverede vej. Bøgehækkene i vinterperioden er second to none, men ved forårstide bliver de i en længere periode overhalet af plankeværke og liguster. Bøgehække er og bliver efternølere.

Årstidernes skiften er central for Rosenvænget, der i alle fire kvartaler har sit helt eget look. Det er ikke nuanceret at se Rosenvænget i forårets optik.
Intet træ må fældes i Rosenvænget uden myndighedsgodkendelse, det fremgår af den Byplan, som embedsmændene holder i hævd, så embedsmændene på Bindesbølls rådhus må derfor tolke sandfærdigheden af argumenter som fx "Birkeallergi", "Træpest" og forskellen mellem buske på 13 meter og træer på 5 meter, serveret af de beboere, der gerne så lidt sollys på terrassen, fx hvis et nyt træ er røget til tops hurtigere end påregnet. Men man værner især om de gamle store træer.

Nye beboelser er også dukket op, og her omtales ikke de bygningsmæssige omgivelser omkring Finsens kulbuelys, der aldrig har været regnet som en del af Rosenvænget, tværtimod var villaejerne ikke særligt solidariske med de stakkels patienter på Finseninstituttet, der hånligt blev omtalt som de "lupussyge". Flotte bygninger any how.

Men nu har vi dér Danmarks Design Skole på en del af Finsensområdet, hvor unge designerstuderende kæmper en brav kamp bl.a. op imod klassikerne fra Arne Jacobsen, PH, Wegner, Børge Mogensen og Kjærholm, intet ondt ord om disse dengang progressive designere, hvis møbler og lamper i dag desværre ikke mere kan købes i Brugsen for en slik, helt i strid med disse unikke designeres samfundssyn, navnlig PH og Mogensen, og derfor skal det som nok lykkes, den innovative ungdom taget i betragtning ! Men de fleste frembringelser fra de første plus de "sidemandsoplærte" fra Rosenvænget har næsten altid prismæssigt toppet noget tid efter at de blev stedt til hvile, primært på Assistents kirkegård på Nørrebro.

I 1932 - 34 dukkede en U- formet 3. etagers bebyggelse op, og det gav gav anledning til en højesteretssag, hvor beboerne i Rosenvænget med lidet held søgte at hindre bebyggelsen under påberåbelse af Rosenvængets urgamle Villaservitutter. Etageejendommen står nu med en nænsom restaurering af facaderne, og med en meget kontrastfyldt "hvidtning", der påkalder sig brug af "Raybans" når solen skinner. Udfaldet af højesteretssagen gav dog anledning til et politisk kompromis for at please de utilfredse Rosenvængetbeboere, der blev støttet af den tids opinionsdannere, hvor der så i 1943 blev vedtaget en byplan af Borgerrepræsentationen, som definitivt skulle beskytte Rosenvænget mod en sådan "gentagelse". Egentligt bemærkelsesværdigt at man i Danmark under 2. verdenskrig beskæftigede sig med indholdet af byplaner, medens millioner af mennesker omkom få hundrede kilometer væk.

Imidlertid blev der så i 1952 sneget en særlig undtagelse ind i byplanen, formentlig kun offentliggjort i Statstidende, som ingen læser. Ingen dengang i 50érne tillagde selv i deres vildeste fantasi dette nogen reel betydning, og man skulle faktisk være en justitsministriel drivhusplante for at forstå betydningen af ændringen. Men ændringen banede så 56 år senere vejen for lejlighedskomplekset
"Den Franske Have", syd for Rosenvængets Allé, hvor to villaer, nemlig det Franske Institut, ejet af den Franske Stat, og developeren af Rosenvænget, Kgl. Vinhandler Mozart Waage Petersens villa, blev jævnet med jorden. Det var Kgl. Vinhandler Mozart Waage Petersen der i 1857 købte gården Rosenvenge, landstedet Rosendal og det tilhørende Rosenengen, og herefter tjente godt med Rigsdalere på udstykninger - må man da formode - fra de ganske velstillede kulturpersonligheder og andet godtfolk, der søgte ro, roser, og havudsigt, ude på det daværende Østerbroeske bøland, før etageejendommene ultimativt i slutningen af århundredet indhegnede Rosenvænget med en høj og konstrastfuld ramme, og hvor også havudsigten forsvandt i takt med Strandboulevarden og Frihavnens tilblivelse.

Nedrivningerne af de to Villaer skete i 2008 mod mange Østerbroeres forudgående protest, ikke så meget vendt mod bygherren, men på grund af kommunens adfærd, og navnlig uoverlagte bemærkninger fra Teknik- og Miljøborgmester Klaus Bondam, og den betydelige bebyggelsesprocent. Dette slag blev også tabt, og mange nye beboere er nu kommet til i fjerde kvartal 2009, i - må man erkende - særdeles stilsikre lejligheder, med kridhvide facader, afrundede altaner med et godt view over Rosenvængets gamle villaer og træer, men også med view bagud til de klassiske gamle Østerbrolejlighedskomplekser fra 1890érne, hvor de lidt mere funktionæragtige mennesker flyttede ind, og med indgang fra Holsteinsgade, en usædvanlig spændende og kontrastfyldt placering.

Rosenvængets diversitet gør det uhyre svært at være "smagsdommer", men i manges øjne faldt det nu hedengangne
Franske Instituts tillægsbygning; foredragssalen, som blev tegnet af Arkitekt Tobias Faber og opført i 1959, noget uheldigt ud.

"Heiberg Have" kom til i 2000, tre treetageejendomme i Fru Heibergs gamle have. Lige nu er det lidt svært at finde ud af om de tilhører "enklaven" eller blot bor dér. Sagen er den, at Rosenvængets Hovedvej adskilles af et hegn ved U-etageejendommen fra 30érne, så trafikken ikke kan passere gennem Odensegade til Strandboulevarden, vice versa, og det skaber trafikale interessemodsætninger mellem dem på den ene side af hegnet og dem på den anden side. Og det er klart bedst i dag at tilgå Rosenvænget fra Strandboulevarden, end gennem en myriade af overtrafikerede veje op til Østerbrogade. Bygningsmæssigt er fru Heibergs Villa, tegnet af Herholdt, med 6 ejerlejligheder, uniq. Den østvendte terrasse i Heibergs Villa, hvor H.C. Andersen drak the eller portvin med fru Heiberg, og hvor den gamle digter som modydelse læste eventyr for børnene, er nok - og på trods af havudsigtens forsvinden - det sted på Østerbro, hvor det kulturhistorisk må være mest optimalt at sidde, selv om terassen er vendt mod øst.

En ny Daginstitution på Rosenvængets Hovedvejs østlige del gav også anledning til megen diskussion i 2002. For mange virkede det lidt besynderligt at klemme en bygning ind i Rosenvænget i plastlignende materiale og med grå metalplader som facader, der ydermere er udstyret med meget skarpe kanter - ikke just designet til små børnehænder. Men børnene har da haven og tagterassen, selvom kommunen i alt sin vælde hér bevilgede sig selv en fra byplanen fravigende bebyggelsesprocent, der i særdeles krævede dispensation fra byplanen fra 1943. Denne - omend kun partielle - "acryl/metal-asfaltering" af Rosenvænget ender næppe i Hall of Fame. Men forfatterens subjektive opfattelse er nu engang indifferent overfor et sandhedsbevis, og lige præcis denne erkendelse er vigtig når talen falder på Rosenvængets villaer - før som nu :-)

Men i alle tilfælde, hvor Rosenvængets beboere har været oppe på barrikaderne gennem tiderne, fra Finsensinstituttet, over U-etageejendommen, acrylinstitutionen, og til "Den Franske Have", blev slaget tabt, og det sidstnævnte tabte slag er nok ikke så galt endda, "Giv, tid, giv tid, den nynner glad". Kommer imidlertid andre initiativer frem, som begrænser eller hæmmer Rosenvængets karakter af Villakvarter, så skal kløerne nok blive hvæsset igen og barrikaderne fundet frem.

Rosenvænget er også udsat for et pres fra parkerede biler og lastbiler og en god bid af den nye forældregeneration, der hastigt befordrer poderne til kvarterets daginstutioner i bil, hjælper godt med til trafikken, hvor cyklister må flygte ind på fortorvet i de kritiske tilfælde. Østerbros "bilsvøbe" indfandt sig i Rosenvænget i takt med "privatiseringen" af de omgrænsende udlejningskomplekser gennem 90érne, og i særdeleshed ved kommunens indførelse af parkeringsafgift andre steder i 2007, nok et fælles problem, som enklavens beboere selvfølgelig også selv bidrager til, men dog et fænomen der i særdeleshed hæmmer netop Rosenvængets kvaliteter og selvfølgelige status som et åndehul for Østerbros mange borgere. Og blå
parkeringsautomater, solidt plantet i Rosenvængets nye rosa perlestensfortove, er i disharmoni med alt hvad Rosenvænget bør stå for. Hvis H.C. Andersen havde haft evne til at se ud i fremtiden, ville han nok have tænkt på "grimme ællinger" og ikke "prægtige svaner".

Legepladsen for enden af Rosenvængets Allé, der har glædet generationer af børn, er kommunen dog meget bevidst om, ved vedligeholdelse og med nye faciliteter, et tilbud til børnene på Østerbro, som beboerne i Rosenvænget altid har glædet sig over.

På denne hjemmeside vil bilerne blive negligeret derved at kameraet lige løftes i en vinkel der bevidst sminker virkeligheden tilbage i tid, hvor en stor del af Rosenvængets charme, bygningsmæssige værdier, diversiteten og de kulturelle forcer fremdrages. Biler absorberes nu engang nemmere i New York end i Rosenvænget. Endvidere vil der løbende blive opbygget en "Hall of Fame" over de mange ikke-nulevende personer, der har virket og bidraget til Rosenvænget gode ry og rygte gennem tiderne, kunstnere, politikere, og mere dødelige. Endelig vil der løbende blive opbygget en "Billedbog" over de mest betydningsfulde værker, der er frembragt i Rosenvænget. De nye tiltag afgrænses i et særligt område på hjemmeside. Endelig opsamles andre udenforståendes kommentarer om Rosenvænget i sit eget afsnit.

Der kommer nye fotos til - i sort/hvid som i farver - i takt med gåture i kvarteret, årstiderne påvirkning af de fotografiske muligheder, hvor det er svært at udpege den bedste, og de livgivende ophold i Rosenvængets haver. Vinterbillederen er taget med en Canon 5D, medens forårsbillederne er taget med en gammel Leica M, med de gamle suveræne Summicron eller Summilux objektiver.

Kilderne til de anførte tekster kan være ganske upålidelige, henset til den forløbne tid, tendensen til at overdrive, når oplysninger passerer fra generation til generation, og nettets manglende kvaliteter, når det drejer sig om korrekte og verificerbare oplysninger. Men hvis nogen kan påvise manglende soliditet i informationerne imødeses gerne input herom.



Rosenvænget, maj 2009


Bjarke Vejby

(vejby@vejby.dk)